Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse / Ulla Strømberg.

Bevægende Indenfor Murene.  Da Indenfor Murene, i Brian Mikkelsens velmagtsdage som kulturminister, røg ind på den ret tåbelige kanon-liste – var det på grund af teksten! Men når Nathansens skuespil igen og igen samler publikums ubetingede opmærksomhed, er det hver gang skuespillerne, som skal takkes. For det kræver en hel del kunst og kunnen at få den mere end 100 år gamle tekst til at blive så levende og væsentlig, at vi spidser ører.

Et stuvende fyldt teaterrum en almindelig hverdagsaften, med et taknemmeligt, dog rigeligt klappende publikum, er det bedste bevis på holdbarheden af den gamle historie om pigen Esther, der forlover sig uden for sin jødiske familiekreds.

Foto: Thomas Petri.
Foto: Thomas Petri.

Men det særlige ved Folketeatrets version er skuespillernes stilfærdige og ukrukkede spillestil. Ghita Nørby og Waage Sandø spiller hverken Clara Pontoppidan, Poul Reumert, Ghita Nørby eller Hr. Sandø. De har lagt manererne bag sig. Med ret lyse stemmer bliver spillet moderne, genkendeligt og rørende. Også de yngre skuespillere følger trop, og tilsammen spiller ensemblet harmonisk i forlængelse af den gammelkendte, danske naturalisme. Den, som bl.a. Ingmar Bergman har rost: ”Hur fa’en får dom till?” sagde han i et dansk interview i 1972 og hentydede til Det Kongelige Teaters skuespillere og deres evne til lige netop at sidde småspisende og småsnakkende ved middagsbordet i 1. akt i Indenfor Murene.

Foto: Thomas Petri.
Foto: Thomas Petri.

Instruktøren Thomas Bendixen har sikkert æren for, at skuespillerne er i harmonisk gænge, men ellers kæmper de lidt med en masse stole og siddepladser – og ligeså scenografien, ved den den ellers fortræffelige Maja Ravn, står en smule i vejen og bliver nærmest provinsiel i skiftene. Men det er småting.

Siden premieren i begyndelsen af februar 2015 har historien fået en grum aktualitet efter hændelserne ved Krudttønden og ved Synagogen i Krystalgade.   100 år efter Nathansens fine analyse af menneskelig sameksistens, står vi endnu ringere rustet. Selv begik Nathansen selvmord i 1944 – i svensk landflygtighed.

Det er teatrets bagside, at uanset for alvorligt et emne, der sættes på scenen, skal vi klappe. Men på Folketeatret bliver man lige nu en smule klogere.

 Spilles indtil 11. 5. 2015

Tekst: Henri Nathansen

Instruktion: Thomas Bendixen

Scenografi: Maja Ravn

MEDVIRKENDE: Ghita Nørby, Waage Sandø, Preben Kristensen, Nicolaj Kopernikus, Sofia Nolsøe, Jannie Faurschou, Peter Oliver Hansen, Jesper Dupont, Signe Kærup Hjort, Michael Brostrup, Mette Kjeldgaard Jensen, Sofya Rose Johnson/Emma Skov Dahl Christiansen

www.folketeatret.dk