∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sydkoreansk kunstner på Statens Museum for Kunst.
”Double Soul” er en stor, meget stor, udstilling på Statens Museum for Kunst med værker af den sydkoreanske billedkunstner Haegue Yang.
Værkerne er raffinerede, ligefrem delikate at skue, som de er drysset gavmildt ud over adskillige udstillingsrum på Statens Museum for Kunst. Den 52-årige kvindelige kunstners cv er i orden med deltagelse i både Venedig-biennalen i 2009 og Documenta i Kassel 2012. Derudover er hendes værker solgt til talrige af verdens anerkendte kunstmuseer.
Haegue Yang: Statens Museum for Kunst. 2022. Foto: US.
Baggrunden og filosofien bag hendes arbejder, skulpturer og installationer, er da også lige i tiden, til tiden og faktisk også med tiden: hun opererer med sin egen dobbelthed. Sydkoreaner, men med bopæl halvdelen af året i Berlin: øst og vest mødes. På alle niveauer er hun interesseret i dobbeltheder og tillige i mere åndelige spørgsmål, som bl.a. om man kan projicere sig selv over på eller i andre genstande, fænomener etc. via telepati og åndelige kræfter.
Dertil kommer det også ret moderne antropologiske og etnologiske blik på verden. Når ovei lægges at Haegue Yang er kvinde, kan det næppe blive mere politisk korrekt at vise hendes værker.
Haegue Yang Statens Museum for Kunst. 2022. Foto: Anders-Sune-Berg
Værkerne er hamrende fotogene som de (næsten alle) er skabt af kunststoffer – dvs. det ligner strå og blomster, men er plastic i klare farver. Derved støder natur/unatur (kunstighed) sammen. Haegue Yang bruger også readymades som eks. en skorstenstop og placerer den som var det en perle eller noget af ægte metal. Det, der ligner glaskugler, er præfabrikerede bjælder, og sådan kan man blive ved. Værkerne give også et moderne asiatisk indtryk.
Haegue Yang: Statens Museum for Kunst. 2022. Foto: US.
Haegue Yang er blevet inviteret til København, og på Statens Museum for Kunst fandt hun to kvindelige billedkunstnere, som hun blev tiltrukket af: Sonja Ferlov Mancoba – og Pia Arke. Begge er kvinder, afdøde, men oppe i tiden med store udstillinger, og så var også de splittede imellem flere kulturer: Danmark /Frankrig/ Afrika – og for Arkes vedkommende: Danmark og det koloniserede Grønland.
Haegue Yang: Sonic-Intermediate: Six-Fingered Wayfarerafter Arke, 2021. Statens Museum for Kunst. 2022. Foto: Anders-Sune-Berg
Til udstillingen er skabt et par tvillingefigurer af de to kvindelige kunstnere. Det ser nærmest sjove ud, som anderledes marsmænd ( kvinder) i farver, som de står med duske, spidser, på hjul og i skrappe farver. Er det rumvæsener? kunne man spørge, men nej, det er parafraser over to nu afdøde kunstnere, men de har nu meget tæt slægtskab med Haegue Yangs andre værker, alle skabt af diverse kunstmaterialer. De står tillige på artificielle, rullende ”fødder”, og derudover skal man vist bruge maksimal fantasi for at se forbindelsen til Sonja Ferlov og Pia Arke.
Men sådan er det med kunst. Der er en masse ord, og jo flere ord, des mere komplekst kan kunsten blive udlagt af de kloge. Begreber som ”undersøgelse ” etc. svæver i luften.
Haegue Yang: En dobbeltfingret fangerhandske, et etnologisk fund, Statens Museum for Kunst. 2022. Foto: US.
Haegue Yang har også skabt en meget teksttung installation i det store mellemgangsrum på Statens Museum for Kunst. Lidt subtilt vil nogle nok se på værket, der dog er oversat til dansk, hvad udstillingstitlen ikke er ( Double Soul). I tekstkolonner kombinerer Haegue Yang via årstal og hændelser forfatteren George Orwell og Maguerite Duras’ liv, deres tanker og værker, for også de havde flere kulturelle ståsteder med i bagagen. Haegue Yang forbinder dem tillige med den afdøde sydkoreanske komponist Isang Yun (1917-1995). Er det billedkunst? Nej, næppe. Snarere en mere avanceret bacheloropgave. Mange kunstnere har været der før, dog uden partout at kalde det for billedkunst og placere det på et kunstmuseum, dog uden at kalde det for billedkunst. Er det værk tindrende relevant for Statens Museum for Kunst? Jeg er stærkt i tvivl. Men både teksterne på gulvet og værkerne rundt omkring taler til ens sanser, uden at de synes livsnødvendige.
Haegue Yang: Statens Museum for Kunst. 2022. Pressefoto: Jan Søndergaard..
Spørgsmålet er derfor, om det er et rigtigt valg at give så megen plads på nationalgalleriet til en kvindelig, sydkoreansk kunstner? En mindre præsentation kunne have gjort det.
Udstillingen er smukt ”hængt op” og placeret. Informationsmaterialet i en lille booklet er velfungerende, det hele redigeret og kurateret af seniorforsker Marianne Torp.
På flere måder er der en vis forbindelse imellem Haegue Yang og den dansk/vietnamesiske kunstner Danh Vo, men det kan næppe forklare hele baggrunden for valg af kunstner og udstillingsformat.
til og med 31. 7.2022.
www.smk.dk