St. Simons Island: Ferieparadis og sydstatskultur. 1-3.
1: St. Simons Island
Vi kører nordpå ad I-95. 28 gr., sol og skyfri himmel og bilen vi har lejet duver af sted med 65 mph. Ud over nogle meget store lastbiler, er der ikke megen trafik, og da Dolly Parton synger Jolene på den lokale radiostation, hvad er så mere naturligt end bare synge med og nyde, at vi befinder os i Guds eget land på vej fra Fort Lauderdale i Florida mod St. Simons Island.
St .Simons Island er en del af The Golden Isles of Georgia, en kæde af øer, der ligger ud for Georgia’s kyst. Øerne er kendetegnet ved et pragtfuldt klima ikke mindst i vinterhalvåret, smukke strande og en helt speciel vegetation. Der er træer alle vegne, magnolie-og pinjetræer, palmer i alle afskygninger, cypresser, cedertræer og ikke mindst de for Sydstaterne så karakteristiske kæmpe egetræer med spanish moss. Sidstnævnte er en sølvgrå plante, der vokser hængende ned fra træernes grene, hvilket giver træerne et helt specielt spøgelsesagtigt look. Derudover kommer et væld af blomster og bær. Mellem øerne og hovedlandet ligger store områder af marskland med et vidt forgrenet netværk af floder, åer og søer, som gør det muligt at sejle rundt midt inde i marsken.
Selve kysten består af hvide strande, der ændrer karakter i takt med tidevandet. Stranden strækker sig hele vejen rundt om øen og folk bader, går ture, løber, sejler i havkajak, kitesurfer, fisker, lufter hunde eller slapper af i solen.
Allerede da vi ved Brunswick kører over broen fra hovedlandet til St. Simons Island og ser de store marskområder ligge i det gyldent røde aftenlys på hver side af broen og stranden foran os, fornemmer vi, hvorfor St. Simons med sin uberørte natur og det behagelige klima i snart 100 år har været et refugium for kunstnere, forfattere og velstillede familier fra USA’s østkyst.
Hvor hårdtarbejdende slaver sled i bomuldsplantagerne i det 18- og 19.århundrede ligger i dag eksklusive hoteller, golfklubber og ressorts, som kan tilfredsstille selv den mest kræsne turist.
Luksushotellet The Cloister som flere gange er blevet kåret som USA’s bedste resorthotel, og den dertil hørende Beach Club, befinder sig på Sea Island, som med en dæmning er forbundet med St.Simons. Howard Coffin(1873-1937), succesfuld pionær inden for automobilindustrien og grundlægger af Hudson Motor Company, så i 1926, hvilke muligheder bilens stormende fremmarch ville få på turistindustrien. Han opkøbte således øen Long Island, som han straks omdøbte til Sea Island. Formålet var at bygge et eksklusivt ressort, hvor de besøgende kunne sejle, ride, spille tennis og golf, fiske eller bare slappe af på stranden. Man kommer til Sea Island via en bemandet gate. For at komme ind skal man, hvis man ikke bor på Sea Island eller er medlem af en af øens klubber, blot sige, at man skal besøge hotellet.
Sea Island er imidlertid andet end hotel og resort. En køretur ned af den skyggefulde allé Sea Island Drive med alle de smukke sydstatshuse, får en til at føle sig hensat til ”Borte med Blæsten”. Arkitekturen kan også ses på en vandretur langs stranden, da flere af de store sommerresidenser netop ligger ud til vandet.
Der er mange andre muligheder for overnatning på St. Simons. Man kan få gode hotelværelser fra omkring 700 kr. pr. nat. Vi lejede et centralt beliggende skønt hus, i et gammelt plantageområde med kæmpe egetræer. Huset havde en stor terrasse ned til egen privat sø med flyvefisk. Der var tre soveværelser, med walk-in-closet og tre badeværelser samt gæstetoilet, så det var meget velegnet til 6 voksne eller en familie med mange børn. Udenfor højsæsonen (dvs. sommermånederne, højtider, diverse offentlige fridage m.v.) kan et sådan et hus lejes for ca. 2500 dollars for en
—–