Kommenteret af Ulla Strømberg
Det glasklare hjerte – en biografi om L.A. Ring.
Den ultimative gennemgang af Rings liv og værker i mammutværk af Henrik Wivel.
Maleren L.A. Ring (1854-1933) har i de senere år fået en markant plads i dansk kunsthistorie, og værkerne har igen og igen været vist på kunstmuseer. Rings værker var derimod i midten af 1900-tallet nærmest synonym med den kunst, man havde let ved at overse til fordel for det mere ”moderne”, fra Krøyer over Willumsen til Jorn og de andre cobrafolk. Men smagen er blevet bredere, øjnene mere tolerante og en ny generation af kunsthistorikere og åndsfæller har genopdaget den Ring, der i sin samtid fik så megen opmærksomhed, han kunne forvente, og blev vist både nationalt og internationalt.
Allerede i 1990-erne udgav Henrik Wivel en mindre biografi om Ring. Med ”Det glasklare hjerte” – får L.A. Ring endelig den ultimative biografi. For Henrik Wivel har via den store mængde breve fra og til Ring kunnet beskrive hans liv, hans omgangskreds og indplacere malerierne efter tidsånden og ikke mindst de følelsesmæssige forandringer i privatlivet. Det betyder, at Wivel vel i dag ved mere om Ring, end Ring selv magtede at tage stilling til i levende live, selv om han var en alvorlig og eftertænksom person.
L.A.Ring: Sommerdag ved Roskilde Fjord. 1900. Randers Kunstmuseum.
Den seneste udstilling med en lang række Ring-værker: ”Kunstnerbrødre: L.A. Ring og H.A. Brendekilde” på Nivaagaard Malerisamling og videre rundt på andre kunstmuseer, var ikke bleg for at understrege Rings mørke psyke og dermed fremstille ham som kontrast til andre kunstnere, bl.a. ungdomsvennen Brendekilde. (Se anmeldelsen her på https://www.kulturkupeen.dk/kunstnerbroedre-udstilling-paa-nivaagaard/) Henrik Wivel vil noget andet og ser tilsyneladende ikke så mange destruktive begrænsninger i Rings psyke eller for den sags skyld i hans billedkunst. Dermed bliver ”Det glasklare Hjerte”, som mange lignende kunstnerbiografier, en kanonisering af manden og maleren.
Allerede i prologen går Henrik Wivel lige til stålet i bogstavelig forstand og analyserer på formfuldendt vis ”Banevogteren. Landsbyen Ring”, 1884, (i dag ejet af National Museum, Stockholm). I dette billede, som ikke nødvendigvis fanger ens opmærksomhed umiddelbart, kan Wivel indlæse Rings navneskift fra Andersen til Ring og hans vej fra barndomsbyen og videre mod nye horisonter. Også den moderne teknologi er til stede, både i form af den nye ensporede jernbane, det skinnende stål, men først som sidst i telegrafpælene. Ring står med en fod i fortiden og er helt bevidst om de nye tider, som også han må blive en del af.
Hermed præciserer Wivel både sin egen metode og Rings motivverden. Hvor Ring i årtier bar rundt på betegnelsen ”bondemaler” løftes han op til at være en kunstner, der stilfærdigt udvikler sig fra barndommen hjemme hos hjulmageren videre til en periode som håndværksmaler for at komme til København og gå på Akademiet, som han dog har svært ved at forlige sig med. Et par udenlandsrejser til de rigtige steder, hvor Ring mødte alle de indflydelsesrige danske kunstnere, smitter selvfølgelig af, men Ring forbliver tro mod sin egen form, midt imellem naturalisme og symbolisme og den sjællandske æt. Ismerne er dog ikke noget som præger bogen, derimod er det mest af alt en en analyse af Ring og hans personlige udvikling fra de ”performative år” og videre i livet, der er beskrevet.
L. A. Ring: Tidligt forår. Motiv ved Melby. 1901. Ordrupgaard.
Ser man det samlede oeuvre igennem – og her er bogen ret fantastisk, bl.a. på grund af det store format og de uendelig mange farvegengivelser – så synes værkerne uden personer på paradoksal vis mest levende. Selvfølgelig er der også de følelsesmæssige udsving, når den stille sjællænder bliver forelsket. Omkring 1890 i en vens kone, og siden blusser kærligheden op til den unge Sigrid Kähler ud af keramikerdynastiet i Næstved. I en alder af 40 år får Ring familie og hushold og en smuk kvindelig model, som bl.a. kendes fra et af hans hovedværker: I havedøren. Kunstnerens Hustru. 1897. (Statens Museum for kunst) – og bogens forsidemotiv). Her ses en lysende kvinde, blomstrende træer, detaljer i fruens påklædning, men det er de krogede grene, som får Wivel til at understrege Rings bevidsthed om livets mørke sider. Wivel ”læser” også billedet som en jordnær og næsten desillusioneret pendant til Willumsens Bjergbestigerske (1904).
Wivel er sprænglærd og kan indsætte Ring i et totalbillede i nordisk kunstliv. Men han er næsten for stålsat i sine analyser. Tænk, hvis man ikke er helt enig! For det er jo sådan med fortolkninger, at de er rundet af den tid, de er tænkt og skrevet i.
“Det glasklare hjerte” kommer næsten alle billedværkerne igennem. For mig lyser ikke mindst nogle landskaber op, hvor gule marker giver livsappetit, mens vinterbilleder, gadekær og bondebilleder kan være sværere at fatte kærlighed til.
L.A.Ring: Kalkemanden. Baldersbrønde. 1909. Statens Museum for Kunst.
Selvfølgelig havde Ring en mission – og uden hans værker, var der sikker meget af den danske udviklingshistorie, vi ikke fattede i dag. Men som så mange andre kunstnere kommer han også til at stå som en ener. På et tidspunkt hvor maleriet og motiverne var ved at blive opløst af kunstnere som Kandinsky, Klee og selvfølgelig kredsen omkring Picasso, er Ring stadig godt plantet i den sjællandske muld.
Det må man acceptere, selv om det kan være svært. Imponerende er det dog, at Henrik Wivel går helhjertet ind for sin kunstner og dermed leverer det ultimative værk om L.A.Ring i et smukt bogværk.
Udkommet maj 2020. Forlaget Strandberg Publishing.
Altid været vild med “det glasklar hjerte”
Den måde hans hustru står på syntes jeg det ser ud til om hun kan være gravid
Håber på svar
Vh Hanne Boesgaard